VISIONER for Møn Kandidat Frederik Backhaus, Civiløkonom, 53 år


Mønutopia -

Ugebladet for Møn, 6/1 2021

Året er 2028, det er sommer, solen brænder og de er på vej til Stege som turist.

Allerede ved Koster er der tydelig skiltning om, at kørsel ikke er tilladt på den anden side af Stege. Kun lokale beboere, erhvervsbiler med ærinde og ejere af veteranbiler må køre på de Mønske landeveje.  

De svinger til venstre ved indkørslen til den ene af de gigantiske siloer fra den gamle sukkerfabrik, der nu er fuldautomatiske biltårne. Toyotaen tjekkes ind på 13. niveau. En robot får på få sekunder løftet bilen op i 20 meters højde, og sat den millimeter præcist i det næsten fyldte biltårn.

I det andet biltårn huserer alle veteranbilerne om vinteren og når ejerne ikke er på øen. Her er der både vagter, gulvtæpper og tårnet er dekoreret med alt lige fra E-type til Mustang. Pis altså, hvis bare jeg havde turdet købe en veteran inden priserne stak af, tænker De. Nå ikke græde over spildt mælk. De sætter den sparsomme bagage på en vogn og ruller de ca. 30 meter hen til Cykeludlejningen i en af de store smukke haller. Her får de justeret og udleveret den bestilte mountainbike med stort bagagerum bagerst.

De slentrer videre med mountainbiken. Ved siden af cykeludlejningen udlejes der veteranbiler. Det er da egentligt okay med 1500 for en dag med drømmen, en gul Triumph TR6, så den bookes til sidste feriedag søndag. 

Med et stort smil om munden går de videre forbi alle special værkstederne til veteranerne. Det er nærmest kvantemekanik, fortiden er tilbage lige her, og bom så kommer Møns robot slagteri lige i smasken ved siden af. I den ene ende ryger dyrene ind, og i den anden kommer de færdige vakuumpakkede produkter ud. Dyrevelfærd postuleres der, og jo den er egentlig god nok, alle slagtedyr har haft et sommerliv på vilde enge i mindst 3 år, har fået særligt tilskudsfoder og alt muligt andet. Danmarks svar på japansk kobekød er konklusionen, bob bob, men et hurtigt blik på kundelisten med gourmetrestauranter i KBH, New york, London, Berlin og sågar Rom taler nu sit eget sprog.

Nå men nu blev det Triumphen, der lagde beslag på spenderbukserne, så De begiver Dem videre igennem den livlige handelsby Stege. Sulten har meldt sig og tavernaen med vildsvine sandwich og øl specialiteter kan De ikke modstå.

Imens det smagfulde vildsvinekød fortæres, kommer den ene veteranbil efter den anden kørende igennem byen. Godt krydret med hestevognskørsel, tandemer, Bullets, Christiania Cykler og udkneppede Landrovere. På fortovene ses de nyeste skrig fra Fjællræven på de lokale look-a-like bonderøve. Mødre i hør-outfit uden BH, i malerisk kontrast til folk med høje hatte og ulastelige klæder på jagt efter unika i de utallige gallerier og kunsthåndværksbutikker.

Omend De allerede føler dem mættet på alle mulige måder, kommer De op i sadlen, og når frem til start på verdens længste cykelsti over jord. Cykelstien minder lidt om en mini bro bygget i træ, der er bare ikke vand men vild natur under den. Den står på pæle, er 3 meter høj og ditto bred. Der er kørsel i begge retninger, og langs siderne er der et skråtstillet sikkerhedsværn, også i træ. Vildt at projektet lykkedes fordi navere og tømrere fra hele østeuropa kom og vekslede arbejdstimer til ophold for hele familien. Og hvor er det dog åndsvagt at der ikke skulle mere til at gøre Møn til en af de rigeste kommuner i landet.

Det hele kom sig af, at Vordingborg kommune ville privatisere turismen og lade en eller anden i skattely score kassen. Så fik Mønboerne nok, genskabte Møn kommune, og satte sig på krumtappen, klyngerne af luxus shelter camps langs kysten. 

For det er cyklisterne der lægger flest penge, ikke bilister i ferieparker. Man havde forstået at hvis turismen skulle gavne mønboerne så skulle overskuddet fra cykelturisterne direkte ind i den fælles kommunekasse. Og så gik mønboerne ellers i gang med at organisere opførelsen af shelters langs verdens længste cykelsti på pæle. 

De første 50 meter går op ad indtil de ca. 3 meters højde er nået. Herfra kan De nu se cykel broen fortsætte så langt øjet rækker. Langs siderne ses det brede natur bælte, der snoer sig helt ud til kysten. Det er vildt hvad 3 meter kan gøre for udsynet. 

Allerede efter 15 minutter i sadlen er De fremme ved kysten. Her er ingen ferieparker, ingen hoteller, ingen veje bare det blå hav, sand, klint, eng og skov. Bevares der er da mennesker der ridder engene tynde på ryggen af heste, og der er da også en hel del strandgæster, men de forsvinder på en eller anden måde i naturen. De når frem til vildsvine skoven hvor cykelbroen pludselig får funktion som grænsehegn mellem engen, de langstrakte marker i horisonten og så den tætte skov med vildsvin og hjorte. Både hjorte og vildsvin tager ingen notits af, at De kommer susende med 30 Km/t hen over deres hoveder. Det er ligesom bare blevet til noget musak i deres gigantiske supermarked.

De drejer ned af rampen til shelter hytterne, hvor et enkelt fingeraftryk åbner døren til den overdimensionerede tønde med det hele, dvs. soveværelse, opholdsrum og mikro terrasse foran. I den noget større nabotønde ankommer en hel familie på 5, og bare 10 meter længere nede af stien er der allerede 8 mennesker i spabadet. Saunaen ved siden af er også godt fyldt op, og der kommer små hvin fra kvinder som vover at dyppe sig i is-tønden. De sidste strandgæster er også på vej, så De skynder dem at tage badebukserne på og tager turen i brus, spabad og til sidst saunaen. Her møder De en højstemt tidligere borgmester, der har overgivet sig og lovpriser dannelsen af Møns kommune. 

Godt afslappet sætter de dem tilrette i Meyers pop up restaurant nede ved stranden. 10-12 unge mennesker har været i gang i nogle timer med at få det hele til at spille. Ude af stand til at få en bid mere ned, og tørsten slukket med 4 kolde fra fadet, søger De til køjs. Der er hverken vind eller skyer, så de trykker på knappen ved siden af sengen, og tøndens lille tag åbner sig. Og værsgo, europas dark sky nr. 1 folder sig ud i fuldt flor, og efter en smule filosoferen over hvor galt det kunne have gået hvis mønboerne ikke selv havde taget taktstokken, falder De i søvn. 

Artikler, fortsat.....

Sjællandske, 3/1 2021

Møn igen

Danmark tiltrådte d. 3.2.1988 den Europæiske konvention om lokalt selvstyre. I konventionens § 5 er bestemt: ’Beskyttelse af lokale myndigheders geografiske områder. Ændringer i lokale myndigheders geografiske områder må ikke foretages, uden at de lokale samfund har været rådspurgt, eventuelt ved folkeafstemning, såfremt der er adgang hertil ifølge lov.’

På trods af denne meget klare forpligtelse, blev der ved kommunalreformen i 2007, kun holdt folkeafstemning i ca. 20 kommuner af de dengang 275 kommuner. Og med god grund for alle lande omkring os har fundet frem til, at det mest demokratiske og effektive er langt mindre kommuner.  I Sverige er der 290 kommuner, i Tyskland er der 11.252, Finland 320, Belgien 589, Frankrig 36.692, Holland 408, Rumænien 2.861, Østrig 2354, Norge 358, og i lille bitte luxembourg er der 106 kommuner.

Så ingen andre lande i Europa har kunnet se lyset i den rundbarbering af kommunerne, som Lars Løkke & Co. nåede frem til i 2007.

Men det er selvfølgelig ikke et argument for, at det nødvendigvis er en dårlig ide, men ser man på hvordan det har udviklet sig her i Vordingborg, så er det landene omkring os der har fat i den lange ende.

For her står vi 13 år efter, og kan gøre regnebrættet op. I Vordingborg kommune kører det mildest talt ikke, og borgerne på Møn føler sig tilsidesat og afmægtige over for kommunalbestyrelsens dispositioner. Om der måles på uddannelsesfrekvens, erhvervsvenlighed, borgertilfredshed, karaktergennemsnit i skoler, underskud, belåning eller andet så er Vordingborg kommune at finde blandt de absolut ringeste. Og så er spørgsmålet jo om der er ide i at fortsætte i dårligt kommunalt ægteskab.

Til at finde svaret på dette har mønboerne stiftet deres eget parti, Mønpartiet, til kommunalvalget til november. Partiet har et enkelt punkt på dagsordenen; selvstændighed. Det snedige er, at med kun dette ene punkt på dagsordenen, så vil mønboerne få den afstemning om sammenlægningen i 2007, som de aldrig fik, men som de kender konsekvenserne af. Og skulle der være andre regioner, som heller ikke er blevet begunstiget af kommunalreformen, så er dette måske også en farbar vej. For der er vel ingen der for alvor tror på, at der i magtens korridorer findes opbakning til at folket skal høres i denne sag.

Sådan her sagde formanden for kommunernes landsforening, Eigil Rasmussen, igen og igen i 2007;  Sammenlægning af kommunerne er en alt for kompliceret problemstilling til, at det er forsvarligt at overlade beslutningen til borgerne. Tag den eller sæt krydset et andet sted.

Fra utopi til virkelighed

Utopiens målsætning er klimaneutral turisme på Møn. Delelementer er følgende:

  1. Afgrænsning af bilers adgang til Møn
  2. Omdannelse af siloerne til bil tårne
  3. Etablering af naturbælte med cykelbro
  4. Dansk kobekød og eget robot slagteri


1. Afgrænsning af bilers adgang til Møn

De mønske veje er ikke dimensioneret til det stigende antal turister i sommerhalvåret. Så enten skal vejene udvides, eller også skal adgangen begrænses.

Analyser af turistindtægterne viser at det er cyklisten og den vandrende som bruger flest penge under deres ophold på Møn. Det er derfor dem der skal satses på for at kunne udvikle turismen i en bæredytig retning. Ved at afgrænse bilismen til veteranbilerne, sikrer man at de kørende turister er købestærke kunder ikke bare i forretningerne, men også hos kunsthåndværkere, kunstmalere m.fl.

Afgrænsningen skal ses som et led i måden at gøre turismen bæredygtig på. 

Møn kan blive verdensberømt som veteranbilernes holde- og legeplads. Intet andet sted skal man kunne finde et mere helstøbt setup til ejere af veteranbiler, med egne veje, specialiserede værksteder, buntmagere, smede m.m. og opmagasinering efter alle kunstens regler.

Det er selvfølgelig et sats, at føre det ud i livet, men omvendt så er det et købestærkt publikum, både nationalt og internationalt, der vil elske at se alle veteranerne køre rundt på den samme ø. 

De smukke veteranbiler vil også være et trækplaster for de turister som sætter bilen i Stege.


2. Omdannelse af siloerne til bil tårne

Siloerne skal løse logistik-problemet med alle de turister som kommer i egen bil til Møn. Deres bil skal parkeres og afløses af cykler, eller af ben. Den ene af siloerne omdannes derfor til et bil tårn, hvor bilerne hejses op i en dertil indrettet stålkonstruktion. Den anden silo omdannes til bil tårn for veteranbilerne, når deres ejere ikke er på Møn.


3. Etablering af naturbælte med cykelbro

Hvis det skal være attraktivt at være tvunget til at stille sin bil, så skal det opvejes af det der venter som cyklist eller til fods. Vi har camønoen til vandrende, men ikke rigtig noget for cyklisterne. Og da det er dem vi skal have til Møn, bygges verdens længste cykelbro i træ.

Cykelbroen skal opføres i et nyt naturbælte hvor plante- og dyreliv kan trives fordi cyklisterne ikke forstyrrer. Det er en win-win situation fordi udsigten i 3 meters højde vil give en oplevelse som andre turist-øer får svært ved at stikke.

Det vil koste en masse penge, både at forpagte/købe jorden af lodsejere og især byggeriet af broen. Herudover skal der etableres shelter-klynger med sanitet til de mange cyklister.

Men i og med at målsætningen er bæredygtig turisme vil der være uanede muligheder for hjælp til finansieringen via EU midler, nationale midler, fonde og private. Og for at få en cashcow som krumptap etableres Skovlotteriet.dk af Møn kommune. Lotteriet bygges op som klasselotteriet, men al overskud går ubeskåret til formålet, etablering af skov og natur. 

Skovlotteriet skal have en professionel ledelse men medarbejdere rekrutteres blandt kommunens ledige borgere.

Naturbælte, Cykelbro og shelters skal være kommunens ejendom, og følgeligt kommunen der høster overskuddet fra samtlige Shelters, som bookes inde på Møns kommunes kommende hjemmeside. Udover indtægter fra shelters skal turister tilkøbe et cykelpas der giver adgang til cykelbroen.

Drift og vedligehold af shelters udføres af private aktører, foreninger, spejdere m.fl.


4. Dansk kobekød og eget robot slagteri

Kvantecomputeren vil gøre det muligt at få ufattelige mængder algoritmer til at styre robotter. En af mulighederne er at drive et slagteri kun med anvendelse af robotter. 

På den anden side ved vi at kød er en klimasynder, som vil begrænse forbruget i fremtiden.

Så tesen i utopien er at kød vil blive en luksusvare, som kun sjældent vil indgå i danskernes madplan. Dette fordi der vil blive lagt nogle heftige afgifter på kød for at afgrænse forbruget. 

Og når det meste af prisen bliver afgifter så siger det sig selv at kvaliteten kommer i højsædet.

På Læsø er de allerede igang. Med hjælp fra et LIFE-projekt er der dannet en lokal forankret lodsejerforening, der sammen med øens dyreholdere skal udvide det fritgående husdyrhold på øen til at omfatte op til 1400 stykker kvæg og 1500 får, der sammen med øens bestand af ritgående heste, skal sikre en afgræsning af de store strandenge arealer, som findes på Læsø. Strandengene, der er fordelt på mange lodsejere, samles i en række store indhegninger. Via EU-Life midlerne er der etableret indhegninger og ryddet invasive arter og anden opvækst.

EU-life er EU's tilskudsordning for natur, miljø og klima. Programmet yder støtte til projekter, der bidrager til at gennemføre EU’s miljø og klimapolitik. 

Fritgående slagtedyr er opskriften på kød af højeste kvalitet, så det lille fuldautomatiske robot slagteri i utopien skal alene slagte og vakuumpakke eksklusive kødprodukter fra Møn. Kødet sælges internationalt og skal kunne nydes af turisterne på diverse restauranter og hoteller på Møn.

Artikler, fortsat.....

Ugebladet Sydsjælland, 3/1 2021

Grib dagen den 16. november

Her på Møn er de fleste af os godt trætte af Vordingborg kommune. Vores børn lærer ikke noget i skolerne, de ældre får hundeæde, og forvaltningerne skider højt og flot på både borgere og erhvervsliv. Økonomien er helt ad helvedes til, og oven i det, er der den vanvittige beslutning om et nyt rådhus, som blot vil cementere, at også de næste mange års kommunalpolitik kommer til at handle handle om lort uden lagkage.

Det har ingen borgere i vores fælles kommune gjort sig fortjent til. 

Det grundlæggende problem er, at vi som borgere ikke er forankrede i et demokratisk fællesskab, men er havnet i et DJØF-vælde, der fodrer sig selv og ikke borgerne. Tag eksemplet med hundeæden til de ældre. Her er de såkaldte stordriftsfordele udmøntet i en stor madfabrik, hvor kvaliteten har måttet lade livet p.gr.a. et regneark på rådhuset som viste, at der kunne spares penge ved at samle det hele. Det er jo omvendtslev, for stordriftsfordelene skulle jo være med til at sikre og højne kvaliteten i ældreplejen, ikke at forringe den. Ligeså er det gået med skolerne og med det alt det der har med erhvervsvenlighed, kultur og borgerservice at gøre. For når borgere i Præstø, Langebæk, Vordingborg og på Møn har en lokalt forankret ide/interesse så skal den igennem en bureaukratisk salami fabrik på rådhuset, som ender ud i et halvt stykke spegepølse.

Så er der de mere brutale overgreb. Her på Møn, er kommunen godt i gang med at tromle en feriepark igennem, selvom det skriger det til himlen, da bagmanden opholder sig i skattely og kommer til at hive hver en skattefri krumme ud af vores besøgende turister. Og den berettigede frygt er, at hvis det bliver en succes for rigmanden, ja så kommer der flere i slipstrømmen og så er løbet lige pludselig kørt. Hjelm bugt er blevet en dansk udgave af Mallorca uden at Mønboerne ser en krone.

Så her sidder vi så, i suppedasen 13 år efter den katastrofale kommunesammenlægning, med demokratisk armod og underskud i kassen. Og så er spørgsmålet jo unægteligt, om der er ide i, at fortsætte med at deponere vores gamle selvstyre i en ny byggeskandale i Vordingborg. Nej vel?

Den store hammer, som diverse magthavere vil forsøge at tryne os med, når ideen om at gå solo igen bliver luftet, er at det slet ikke kan lade sig gøre p.gr.a. alt muligt teknik og et livsnødvendigt bureaukrati. Men uanset hvad de måtte komme med, vil det handle om alt muligt andet end demokrati, der jo betyder folkestyre. Og da det jo tilfældigvis er den styreform der står indskrevet i vores grundlov, så vil det hele prelle af som dråber på en fedtet kommunalpolitiker. 

Der er ingen eller noget som kan forhindre os i, at stemme om hvorvidt vi vil fortsætte, eller om vi vil ud af et dårligt ægteskab. Så kære borgere i Præstø, Langebæk og Vordingborg, gør som os her på Møn; Stift jeres eget parti til kommunalvalget i 2021. Der skal ikke andet til end, at I lige sætter jer nogle stykker sammen og får rekvireret en valgliste fra kommunen. 25 borgere skal skrive under på listen, og så vil jeres eget rådhus stå på valgkortet den 16/11 2021. 

Det snedige er, at hvis jeres liste alene vil have èt punkt på dagsordenen, nemlig selvstændigheden, ja så vil I jo få den afstemning om sammenlægningen i 2007, som I  aldrig fik, men som I kender konsekvenserne af. 

Så go ahead, grib jeres egen dag til november!

Ugebladet Møn, 24/2 2021

Reformen der stak af

Hvad var det der gjorde, at antallet af kommuner, med kommunalreformen i 2007, gik fra 271 til 98 i Danmark, når nu samtlige lande omkring os har langt flere kommuner, og at der ikke er videnskabelig rygstød til at påstå, at få store kommuner, er bedre end mange små?.

Et tyndslidt argument har været, at kommunerne med nedlæggelsen af amterne, skulle løse flere opgaver end kommunerne i landene omkring os. Argumentet understøttes ikke af virkeligheden.

Danmark, Norge og Finland har relativt ens politiske systemer og institutionelle rammer. Og alle 3 lande fik vedtaget en kommunalreform i samme periode. I Norge gik de fra 428 til 356 kommuner, i Finland fra 416 til 304, og i Danmark fra 271 til kun 98 kommuner.

Det mærkværdige er, at de 3 landes respektive kommunalreformer faldt så forskelligt ud, selvom opgaver, struktur og ambitioner er ens. Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd har lavet et omfattende studie, “De nordiske kommunalreformer”, som udkom sidste år.

Formålet med analysen var netop, at finde forklaringen på hvorfor reduktionen i antallet af kommuner blev så markant i Danmark, mens man i Norge og Finland nåede frem til en langt mindre reduktion.

Af rapporten fremgår det, at da landene deler væsentlige fællestræk i forhold til relevante institutionelle rammer, skal forklaringen på rundbaberingen i Danmark findes i de nationale beslutningstageres forskellige udnyttelse af de samme rammer og strukturer. Samlet set peger analysen på, at den norske, finske og danske regering anvendte forskellige reformstrategier, og at dette har haft betydning for, hvor “succesfulde” de tre landes regeringer har været med at udmønte deres fælles reform ambitioner om, at skabe større og mere robuste kommuner. På godt dansk så er konklusionen, at forklaringen på rundbarberingen i Danmark, skal findes i forskellene i aktørernes stålsathed og evner ud i det politiske håndværk.

Sigtet med rapporten har ikke været at vurdere kvaliteten af reformernes udfald og indhold. Hvorvidt det er fornuftigt at sammenlægge kommuner til større enheder, er meget omdiskuteret i litteraturen. Der er således en levende debat om, hvad den optimale kommunestørrelse er, ligesom der findes vægtige argumenter både for store og små kommuner (Blom-Hansen, Houlberg, & Serritzlew, 2014; Dahl & Tufte, 1973; Treisman, 2007). Så der er altså hverken empirisk eller videnskabeligt belæg for at hævde, at få store, er mere effektive end mange små, når det handler om antallet af kommuner.

Og det tankevækkende er, at de ledende aktører i Danmark ændrede holdning hen over sommeren 2002 hvor det blev besluttet, at nedsætte strukturkommissionen. Daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, fastslog således over for Folketingets Kommunaludvalg i juni 2002, at ”regeringen har ingen planer om at foretage ændringer i den kommunale struktur”.....”Hvis opgaverne løses godt nok, er der jo ingen grund til at begive sig ud i store indviklede strukturovervejelser”…(Mouritzen 2009: 167) og sluttede af med at opsummere med det korte svar, ”at regeringen ikke har gjort sig overvejelser om ændringer af den kommunale struktur” (Christiansen & Klitgaard 2008: 13).

En lignende kommission, Opgavekommissionen, havde i 1998 konkluderet, at den offentlige sektor alt i alt var hensigtsmæssigt organiseret, og Opgavekommissionens konklusioner gav kun anledning til mindre ændringer. I lyset heraf var det på ingen måde givet, at Strukturkommissionen ville komme med drastiske reform anbefalinger endsige give grundlag for politiske beslutninger om omfattende ændringer af det kommunale og regionale landkort (Christiansen & Klitgaard 2008: 13).

Og oven i det afslører rapporten, at strukturkommissionen blev filtret ind i magtens korridorer, og dets anbefalinger endte derfor med at blive alt andet end uafhængige.

Konklusionen på det hele er, at kommunalreformen relativt set stak af for Løkke & Co. i 2007. Det er derfor rimeligt at antage, at mindre kommuner, som Møn kommune unødigt måtte lade livet på centralismens hellige alter. 

Videnskaben/Det nationale forsknings- og analysecenter har påvist, at årsagen til rundbarberingen skal findes i det politiske håndværk, anført af Lars Løkke Rasmussen. Problemet med Løkkes “mesterlige” håndværk er blot, at man tilsidesatte de borgernære kvaliteter i et nærdemokrati, som en lille kommune uden for storbyerne er garant for. 

Møn er måske det bedste eksempel på hvor dræbende centraliseringen har været for borgernes muligheder for at sætte deres egen dagsorden. Beslutninger om Møn træffes i Vordingborg, hen over mønboernes måbende hoveder, alt imens borgerne i de ø-kommuner, der fik lov til at fortsætte - Læsø, Samsø, Fanø, Langeland og Ærø - priser sig lykkelige over deres egen lille ø kommune. 

For decentralisering går jo hånd i hånd med demokratisk indflydelse, og dermed borgernes initiativ, engagement og glæde ved det kommunale fællesskab. Alt sammen borgerlige dyder i provins mulden, der forsvandt i sommeren 2002. De finder rapporten på www.vive.dk

Artikler

Ugebladet for Møn, 7/10 2020

Til at tude over 

Sidder lørdag formiddag og læser først Bent Jørgensen læserbrev om kommunens voldtægt af den fredede langelinie grund, dernæst Mette Folmers-, Gry Kjærulfs-, Gun Winstens-, Kjeld Ammundsens og Søren Pind Jensens læserbreve om borgmesterens og kommunalbestyrelsens enøjede begejstring for Costa del Sol-projektet i Hjelm bugt. 

Sætter mig ud i bilen og tager min daglige tur over danmarks smukkeste bro, men da jeg når til Koster begynder jeg sgu at små tude. Ikke så meget over de katastrofer som kommunen nedkalder over mønboerne, men fordi den mønske folkesjæl spræller så som en smuk fisk der er kastet op på land, i alle indlæggene.

Omdrejningspunktet er den udtalte kærlighed til hjemstavnen, som nu skal maltrakteres af et par tusinde frådende døgnflue turister. Det er som om kommunen har taget ejerskab af Dark Sky og biosfæren og nu vil hente profitten hjem for de resultater som mønboerne har skabt.

At jeg har rundet de 50 og derfor pr. definition er grådlabil, er selvfølgelig en medvirkende årsag, men tårerne kom frem fordi vi som borgere i billedlig forstand spræller som fisk på jorden. For inderst inde ved vi jo alle sammen godt, at projektet er søsat, og at kommunen kører det igennem ligesom rådhuset og langelinie grunden. At der trods denne erkendelse, er så mange mønboere der har overskud og mod til at skrive imod kommunens overgreb, er i sig selv til at tude over.

Og det hele bliver ikke mindre sørgeligt af, at selvom vi, ligesom de fleste andre øer i Danmark, ville være bedst tjent med vores egen kommune, så er det blevet et fatamorgana.

Vordingborg kommunens enorme gæld umuliggør en tilbagevenden til dengang der var styr på både økonomi og demokrati på Møn. Og hvis tårerne endnu ikke er kommet frem så tænk på hvad Samsø kommune har drevet det til, med 3 gange færre borgere end på Møn.

Ugebladet for Møn, 18/11 2020

Møn Partiet

At dømme efter Møn borgernes holdninger til kommunens dispositioner, er der da ved at være lagt i kakkelovnen til, at tanken om at blive en selvstændig kommune igen bør luftes.

Der er jo kommunalvalg om et år så hvorfor ikke vejre stemningen ved, at lave et nyt kommunalt parti med det ene formål at genskabe Møns kommune. Borgere som ønsker at deltage i den politiske udvikling i en evt. kommende selvstændig kommune kan så stille sideordnet op på listen med hver deres vision for Møn.

Det eneste der skal til er sådan set bare, at anmelde partiet og indsamle mindst 25 underskrifter. Så er Møn partiet opstillingsberettiget og vil stå på listen til kommunalvalget næste år. Er det ikke bare det vi skal gøre?....for en plads i kommunalbestyrelsen vil jo under alle omstændigheder give møn borgerne deres egen stemme.

Ugebladet for Møn, 23/12 2020

At ville hinanden

Tak til UffeThorndahl for hans støtte til arbejdet med at få genskabt Møns kommune.

Yderst interessant, at det ifølge den Europæiske konvention om lokalt selvstyre, som Danmark tiltrådte i 1988, ikke var i orden at gennemføre kommunesammenlægningen uden at spørge borgerne.

Daværende borgmester, Knud Larsen og partifællen Eigil Rasmussen(daværende formand for kommunernes landsforening) hudflettes for, at have gennemtrumfet sammenlægningen med henvisning til, at det var en alt for kompliceret problemstilling til, at det var forsvarligt at overlade det til borgerne. Så langt så godt, men kære Uffe, mon ikke Knud og Eigil handlede som de fandt bedst for borgerne? Og hvad nytter det at pege fingre af fortidens syndere. De befandt sig i en anden kontekst, og det er jo først nu, godt 13 år efter sammenlægningen, at vi kan se hvor galt det er gået. 

Hvis vi skal have en chance for at komme i mål med vores egen kommune må vi først og fremmest vedtage en helt overordnet dagsorden. Vi skal se fremad og støtte hinanden i hver vores ide om Møn, uanset hvor tossede ideer der kommer på bordet, og uagtet fortidens synder. 

For vi får jo rigeligt med lejlighed til at diskutere og skændes højlydt. Det skal bare ikke være nu, men når vi har fået vores fælles hus(rådhus) at gøre det i. For det er jo først her, at vi sammen kan definere vores fremtid uafhængigt af de 30.000 borgere, som ikke bor på Møn.

Så det eneste vi skal være enige om nu er, at vi skal ville hinanden. Glædelig jul!

Ugebladet for Møn, 27/1 2021

Hvad siger de på øerne

I vores lille kongerige er der 5 øer med egen kommune: Læsø med 1786 indbyggere, Samsø med 3657, Langeland med 12491, Fanø med 3488 og Ærø med 5964 indbyggere. På Møn er der 9235 indbyggere, og Møn ville således have været den næststørste ø kommune hvis den havde fået lov til at fortsætte efter kommunalreformen i 2007.

I forlængelse af stiftelsen af Mønpartiet har kritiske røster rejst spørgsmålet om der overhovedet er et tilstrækkeligt beskatningsgrundlag på Møn.

Det er endnu ikke lykkedes at få disse tal ud af Vordingborg kommune, men et andet ligeså interessant spørgsmål er hvordan borgerne i de nuværende ø kommuner ser på sagen. Umiddelbart skulle man troat der er blevet lavet tilfredshedsundersøgelser i forlængelse af kommunalreformen, men det er sjovt nok ikke tilfældet. Jeg ringede derfor til de respektive ø-borgmestre for at høre til deres erfaringer.

Det kom der mange spændende vinkler ud af, men helt kort så er økonomien selvfølgelig en udfordring med få borgere, men der er bred enighed omat de som lille kommune er meget agile/korte beslutningsprocesser, og at borgerne udleveet udtalt behov for at engagerer sig i deres ø. Og ikke mindst, at det aldrig var lykkedes dem at få gennemført deres omfattende investeringerhvis de havde været underlagt en kommune på fastlandet.

De var også enige om, at hvis man spurgte borgerne så ville de fortsat stemme ja til selvstændighed, og at de endda er villige til at betale en merpris for at have deres egen kommune. Hvis altså der er en merpris. For Møns vedkommende vil det blive blotlagt den dag Vordingborg kommune hosteop med tallene.

Ugebladet for Møn, 10/2 2021

Blind makker på rådhuset

Med åben pande tog jeg kontakt til rådhuset for at få udleveret tallene om skattegrundlaget på Møn. I første omgang var beskeden, at det ville man undersøge, da man ikke på stående fod kun fortælle om det er muligt at trække data ud i afgrænsede geografiske områder(postnumrene på møn). Kækt spurgte jeg om det virkelig kunne passe, at kommunalbestyrelsen træffer beslutninger uden at have nogen ide om hvor i kommunen pengene kommer fra. Der blev helt stille, men jeg blev stillet i udsigt, at jeg ville blive kontaktet indenfor et par dage. Ugen efter ringede jeg igen og så fik jeg det endelige svar. Som deres system er designet af Kommune Malkning Danmark(KMD) er det kun muligt at lave dataudtræk mod betaling til KMD. Og da dette var meget dyrt hørte det til sjældenhederne. Helt paf fik jeg fremstammet at det var da godt nok en god aftale for KMD. Da jeg fik vendt skråen, altså om det virkelig kan passe at Vordingborg kommune har betalt mange millioner for et datasystem uden at have adgang til trække data, eller om de bare fyrer en løgn af, måtte jeg ty til første forklaring. For det første fordi, at det ville være underligt at både økonomi- og edb-afdeling samstemmende løj, og for det andet fordi det vel egentlig bare er i tråd med kommunens modus operandi. Men hvordan Sørensen kan man styre en kommune uden at ane noget som helst om hvor pengene kommer fra? Det kan man når det eneste kommunalpolitikerne tænker på er at please sine magtfulde venner og naboerne derhjemme.

Nå men rådhusets konklusion på det hele er altså, at der skal rejses en anseelig sum penge for at få helt banale tal som indtægter og udgifter på Møn ud af det system som vi allerede har betalt for. Jeg har derfor anmodet kommunen om at indhente en pris fra KMD.